Løkke i tal-brøler om industriarbejdere

Det er ikke ofte Venstres leder Lars Løkke Rasmussen optræder i medierne for tiden.

Tirsdag stillede han dog op i DR-programmet 'Hos Clement'.

Her fortalte Lars Løkke Rasmussen, at danske industriarbejdere er langt dyrere i drift end de svenske af slagsen.

Men Venstre-lederen har fået tallene helt galt i halsen. Til værten Clement Kjersgaard kunne Lars Løkke Rasmussen fortælle, at en svensk industriarbejder er 10.000 kroner billigere om måneden målt i forhold til en dansk industriarbejder.

- Vi har da et problem, når en svensk industriarbejder er 10.000 kr. billigere for en virksomhed at ansætte end en dansk industriarbejder. Det er da et problem, sagde han i DR-programmet, skriver Berlingske.

I dag skriver Berlingske, at Lars Løkke Rasmussen har overdrevet prisforskellen. Der er nemlig ikke tale om 10.000 kroner, men blot 574 kroner om måneden.

- Folketingssvaret er i sig selv korrekt nok, men Lars Løkke Rasmussen har bare misforstået tallene. I folketingssvaret handler det om bruttoløn, mens det er de samlede medarbejderomkostninger, som er afgørende for virksomhederne, og der er forskellen langtfra så stor, det siger Jonas Zielke Schaarup, der er ledende økonom i Kraka, til Berlingske.

Lars Løkke Rasmussen brugte tal fra et svar fra økonomiminister Margrethe Vestager (R). Hun har i et folketingssvar skrevet, at en svensk industriarbejder modtager 23.028 danske kroner før skat om måneden, mens en tilsvarende dansk lønmodtager får 33.853 kroner før skat.

Men det tal holder ikke, da svenske virksomheder er forpligtet til at betale sociale bidrag. Og så er der også andre faktorer, som Lars Løkke Rasmussen ikke har haft øje for i sin sammenligning.

Kraka har gennemgået tal fra Eurostat. Når man indregner faktorer som arbejdstid, så kommer helt andre tal frem på displayet. En dansk industriarbejder koster 38.852 kr., mens en tilsvarende svensk koster arbejdsgiverne 38.278 kr. Altså ikke en forskel på 10.000 kroner, men blot 574 kroner.

Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby vil ikke tage stilling til sin partileders talproblemer, men siger til Berlingske, at Danmark generelt har et problem, der det viser sig, at danske arbejdere er dyrere end svenske.

Til avisen siger Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke, at Lars Løkke Rasmussen har gang i et "bluffnummer".

Kilde: Berlingske

Dagens Gossip

Dagens TV