Lønsnyd-firmaer er stukket af fra regninger

Ud af 30 sager om løndumping har kun seks firmaer betalt det skyldige beløb.

80 procent af de danske og polske firmaer er stukket af fra regningen, eller har lukket forretningen, når de er blevet dømt til at betale stor erstatning for lønsnyd, skriver Fagbladet 3F.

Det viser en gennemgang af de 30 største sager om løndumping siden 2004.

15 firmaer har aldrig betalt, selvom de er blevet dømt i Arbejdsretten. Ni har lukket firmaet og er gået konkurs, efter at der er rejst krav om erstatning, mens blot seks firmaer har betalt.

Forhandlingssekretær i 3F Palle Bisgaard vil have politikerne til at indføre et kædeansvar, så regningen bliver betalt af hovedentreprenøren, hvis underentreprenøren stikker af.

- Regningen skal gå opad i kæden i stedet for, at den bliver tabt på gulvet. Der er ingen tvivl om, at kædeansvar ville løse det problem, mener han.

Forslaget bliver afvist af Peter Stenholm, direktør for arbejdsgiverne i Dansk Byggeri. Siden 2010 er mange af de faglige sager blevet løst ved forlig, inden de er kommet for retten. Dermed er problemet ikke så stort i dag, mener han.

Han frygter desuden, at et kædeansvar vil koste for mange penge for entreprenørerne, gøre byggeriet dyrere og mindste konkurrenceevnen.

 

Dagens Gossip