Mand fra Vejle tiltalt for at hylde Breivik

En mand bosat i Vejle skal straffes for at have hyldet terroristen Anders Behring Breivik på internettet, mener anklagemyndigheden.

Statsadvokaten i Viborg har besluttet at rejse tiltale mod manden for offentligt og udtrykkeligt at have billiget terrorhandlingen i Norge i 2011, da 77 mennesker, hovedsagelig teenagere, mistede livet dels ved bombesprængningen i Oslo og dels på øen Utøya.

Hyldesten blev slået op på Breviks profil på Facebook.

Den usædvanlige sag drejer sig også om andre kriminelle forhold, fremgår det af anklageskriftet mod manden, der er i 40'erne.

Massedrabet fandt sted 22. juli 2011, og om aftenen skal den nu tiltalte have forsøgt at lede det norske politi på vildspor ved at inddrage sig selv i forbrydelsen.

Han fabrikerede et falsk bevis, idet han sendte en sms til Breviks telefon fra sin computer. Beskeden kunne tolkes som en opfordring til Brevik om at "stå på" klokken 12.45.

Dermed forsøgte han at få norsk politi til at tro, at han havde kommunikeret med massemorderen inden bombesprængningen tidligere samme dag i Oslo, hævdes det i anklageskriftet.

I øvrigt kræves manden også dømt for at have været i besiddelse af en militærriffel, model M95.

På sit profilbillede på Facebook kunne man se ham posere med riflen, som dog tilhørte en hjemmeværnsmand.

Den tiltalte nægter sig skyldig. Det bliver Retten i Kolding, som skal afgøre, om han er skyldig og i givet fald fastsætte straffen.

/ritzau/

Dagens Gossip