Medie: Norge får Syriens våben

USA og Rusland har spurgt Norge, om det vil hente de kemiske våben ud af Syrien og destruere dem på norsk jord.

Det erfarer den norske radio og tv-station NRK.

Anmodningen er kommet i forbindelse med FN's topmøde i New York i sidste uge, og den er blevet gentaget på flere niveauer, oplyser NRK.

Henvendelsen til Norge kom, inden FN's Sikkerhedsråd vedtog en resolution om demontering af de kemiske våben i Syrien.

Der er udsendt en generel anmodning til lande om at bistå med at føre FN-resolutionen ud i livet.

Men at Norge er blevet bedt om at fjerne og destruere de kemiske våben begrundes med politisk stabilitet i Norge, og at landet råder over meget vand, som er nødvendigt for at ødelægge de dræbende giftgasser.

Norge ventes først i midten af november at svare på, hvad det vil tilbyde.

Der findes ikke udstyr i Norge, som kan ødelægge de kemiske våben, men ifølge NRK kan både USA og Rusland komme med løsninger.

USA råder blandt over mobile anlæg, som kan flyttes til et andet land.

Nogle af de kemiske våben er så farlige, at de må destrueres i Syrien, mens såkaldt industriaffald og grundsubstanser for kemiske våben, der ikke er færdigblandet, kan fragtes ud af landet.

Det var et kemiske angreb på en forstad til Damaskus i august, der satte pres på Syrien. Ifølge USA kostede angrebet over 1400 mennesker livet.

Efterfølgende accepterede Syrien at lade sine kemiske våben registrere og destruere senest i midten af 2014.

Det antages, at Syrien råder over 1000 ton nervegas og kemikalier til produktionen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip