Medier: Her er Brøndbys nye træner

Ifølge flere danske medier vil fodboldklubben Brøndby have Thomas Frank til at afløse Auri Skarbalius som cheftræner.

Ekstra Bladet mener at vide, at U/19-landstræneren enten i dag eller i løbet af denne uge bliver præsenteret som klubbens nye træner.

Ifølge avisen får han formentlig en fireårig kontrakt.

Websitet tv2.dk erfarer, at Thomas Frank er blevet tilbudt jobbet, og at han i øjeblikket overvejer sin situation.

Thomas Frank har aldrig tidligere stået i spidsen for et klubhold på højeste niveau.

Som ungdomslandstræner har han høstet stor anerkendelse, senest med U/19-landsholdet, som søndag aften dog kiksede kvalifikationen til EM efter et nederlag til Portugal.

Hvis der er hold i historierne, betyder det samtidig, at Brøndby fyrer Auri Skarbalius som cheftræner.

Litaueren reddede med nød og næppe klubben fra nedrykning, da Brøndby vandt 1-0 ude over AC Horsens i sæsonens sidste kamp i Superligaen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip