Michael Laudrup: Troede Arsenal ville vinde

Swansea-manager Michael Laudrup er overrasket over, at det lørdag lykkedes hans mandskab at slå Arsenal med 2-0 på udebane i Premier League.

På bænken følte Laudrup, at kampen undervejs var ved at tippe til Arsenals fordel.

- Det er et fantastisk resultat. Endnu en stor præstation af mine spillere, siger den danske manager til BBC.

- Jeg vidste, at vi ville gøre det godt imod et af de store hold. Det var nemt at være motiveret.

- Vi har nu spillet tre kampe på en uge, og det har været en fantastisk uge for os. Den ene præstation har været bedre end den anden.

- Vi har fået syv point i kampene mod Liverpool, Arsenal og sæsonens overraskelse fra West Bromwich, siger Michael Laudrup.

Swansea-manageren kunne se sine spillere starte bedst mod Arsenal og skabe flere store chancer. Først efter pausen begyndte værterne at nærme sig Swanseas mål, inden Michu scorede to gange i slutfasen for Swansea.

- Vi havde fem-seks store chancer og kunne ikke score, så jeg tænkte, at nu scorer Arsenal sikkert sejrsmålet. Sådan gik det heldigvis ikke. Så scorede vi to til sidst, konstaterer danskeren.

Laudrup blev efter sejren også spurgt til Michu, som danskeren har hentet i Rayo Vallecano til spotpris før sæsonen. Lørdagens matchvinder har angiveligt kostet under 20 millioner kroner.

- Vi har talt meget om tal og Michu, men han er en god afslutter og arbejder godt, men hele holdet spiller på et meget højt niveau, og det er godt at se, siger Michael Laudrup.

Swansea indtager med sejren syvendepladsen i Premier League med 23 point efter 15 spillerunder.

/ritzau/

 

Dagens Gossip