Minister: Kom til mig med DSB-problemer

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) appellerer nu til, at lokoførere eller andre ansatte i DSB kommer frem med det, hvis de oplever sikkerhedsproblemer i DSB.

- Jeg vil gerne i dialog med alle parter, også de faglige organisationer. De har jo indtrykkene fra forreste front. Er der sikkerhedsproblemer, så skal de komme med det, siger Henrik Dam Kristensen.

Togtrafikken over hele landet var onsdag lammet på grund af faglige møder blandt lokomotivførerne, fordi de netop er bekymrede over sikkerheden i DSB.

Dansk Jernbaneforbund og HK Trafik og Jernbane har siden efteråret advaret ministeren om, at sikkerheden i DSB efter deres mening haltede.

Efter et møde i november 2010, hvor sikkerhedsproblemer ved Københavns Hovedbanegård blev påpeget, har der været en løbende dialog med Banedanmark for at få fjernet risikoen.

- Det er korrekt, at der har været en række møder, hvor sikkerheden er blevet drøftet i efteråret, og at der efterfølgende har været en dialog mellem parterne. Aktuelt har jeg ingen oplysninger om sikkerhedsmæssige problemer, siger Henrik Dam Kristensen.

Dansk Jernbaneforbund er indkaldt til møde i Trafikstyrelsen, hvor konkrete eksempler på den haltende sikkerhed skal lægges frem.

Spørgsmål: Hvorfor tror du, at der onsdag blev holdt faglige møder?

- Det er jeg måske den dårligste at spørge om - det er svært for mig at vide. Der er jo selvfølgelig en dialog omkring effektivisering, også når det gælder jernbanen. Det er også derfor jeg appellerer til, at hvis der er konkrete ting, så kom med dem.

- Det er den mulighed, som jeg har til at tage skridt på det, siger Henrik Dam Kristensen.

DSB er midt i en omfattende økonomisk hestekur, der medfører store fyringsrunder og en række tiltag, der skal nedbringe omkostningerne for den pressede, statslige transportvirksomhed.

Spareplanen betyder, at DSB har sagt farvel til 1260 fuldtidsansatte sammenlignet med sidste år.

En effektiviseringsaftale indebærer øget enmandsbetjening, længere arbejdsdage på weekender og i helligdage og mere fleksibilitet for lokomotivførere, stationsbetjente og togpersonale.

Ifølge lokomotivførerne er det kun et spørgsmål om tid, før der sker en ulykke.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV