Mitt Romney har stemt i Massachusetts

Den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, og hans kone, Ann, stemte tirsdag i Belmont i delstaten Massachusetts ved USA's præsidentvalg.

Romney stemte, kort inden han skulle flyve til Ohio og Pennsylvania for at føre valgkamp til det sidste.

Romney-parret stemte i Beech Street Centeret i Belmont, hvor de også stemte ved primærvalget i marts.

Da journalister spurgte, hvem han stemte på, svarede Romney:

- Det tror jeg godt, at I ved.

Han tilføjede, at han "havde en meget, meget god" fornemmelse omkring valgets udfald.

Romney var guvernør i delstaten Massachusetts, hvor han gennemførte en sundhedsreform, som mange har sammenlignet med præsident Barack Obamas.

Romney mener, at det er op til de enkelte stater at lave sundhedsreformer. Det skal ikke presses ned over befolkningen fra et statsligt niveau, siger han.

 

Dagens Gossip