Nettet strammes om knivstikker-mænd

Politiet har fat i den lange ende i en sag om fire unge mænd, som natten til søndag overfaldt en 30-årig mand med knivstik i et S-tog.

- Efterforskningen er i store træk på plads, og vi har gennemset relevant videomateriale. Så vi har en klar idé om, hvem der står bag, siger pressetalsmand fra Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard til Ritzau.

Politiet opfordrer derfor de mistænkte til at melde sig selv, inden den intense eftersøgning af dem fører til anholdelse.

- De kan jo læse om sagen i medierne ligesom os andre, så de kan ligeså godt melde sig. Vi får jo formentlig fat i dem før eller siden, siger Martin Bjerregaard.

Det 30-årige offer blev stukket med kniv natten til søndag ved firetiden, da han forsøgte at hjælpe en yngre medpassager, som blev chikaneret af de fire mænd i et S-tog mellem Greve og Hundige.

Det fik gerningsmændene til at kaste sig over manden og stikke ham dybt i skulderen. Han blev desuden snittet på halsen og det ene øre, men slap uden livsfarlige kvæstelser.

Gerningsmændene, der stod på toget i Greve, beskrives som værende midt i 20'erne og af anden etnisk herkomst end dansk. En af dem havde venstre arm i en slynge.

Politiet regner med at sigte mændene for grov vold, men forbrydelsen kan blive takseret som drabsforsøg.

/ritzau/

 

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip