Ny måling: Vilhelmsen er god for regeringen

SF's Annette Vilhelmsen har haft nogle rigtig gode dage.

Forrige lørdag blev hun ny formand for SF med overraskende mange stemmer fra medlemmerne, og tirsdag blev hun af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udnævnt til erhvervs- og vækstminister.

Som en lille ekstra bonus kan Annette Vilhelmsen også glæde sig over fremgang for SF og resten af regeringen i den første Voxmeter-måling, der er foretaget for Ritzau, efter hun afløste Villy Søvndal som formand.

Efter i at have været i flere målinger at have været under seks procent af stemmerne går SF i den seneste Voxmeter-måling frem til 7,9 procent.

Samtidig er Socialdemokraterne for første gang siden foråret kravlet over 20-procent grænsen i Voxmeter-målingen og står til at få 20,4 procent af stemmerne, mens De Radikale også går frem og står til 9,8 procent af stemmerne.

Formandseffekten kan dog være forbigående, advarer valgforsker Sigge Winther-Nielsen fra Københavns Universitet.

- Hvis vi går tilbage og ser på de to sidste formandsvalg, hvor medlemmerne har været inddraget, så var det i 2005, hvor Villy Søvndal vandt for SF og Thorning for Socialdemokraterne. Der så vi det samme mønster som nu.

- Partierne lå nogenlunde stabilt hen over formandsvalget. Og efter formandsvalget steg begge ret markant, og så fladede det ud i ugerne og månederne efter, da folk havde vænnet sig til den nye kandidat. Og jeg tror, det er det samme, der sker her, siger han.

En del af stemmerne kommer formentlig fra Enhedslisten, som efter at have haft over 10 procent af stemmerne i flere målinger før sommerferien nu har 7,2 procent af vælgerne bag sig.

Trods fremgangen kan Helle Thorning-Schmidt og rød blok dog kun mønstre 80 mandater, mens Lars Løkke Rasmussen og blå blok står til at få 95 mandater.

Venstre står til at få 32,0 procent af stemmerne, mens Dansk Folkeparti fortsætter fremgangen under den nye formand Kristian Thulesen Dahl og står til at få 14,5 procent af stemmerne.

De Konservative har fortsat svært ved at samle vælgerne, og partiet er i den seneste Voxmeter-måling helt nede på 3,1 procent af stemmerne.

 

Dagens Gossip