Ny person anholdt for norsk bombetrussel

En ny person er blevet pågrebet i trusselssagen mod Stortinget i Oslo.

Politiet oplyser, at de har "kontrol over" en person, der muligvis står bag den bombetrussel, som lidt over midnat onsdag blev rettet mod Stortinget i Oslo.

- Vi har pågrebet en person i forbindelse med trusselssagen i Oslo. Der vil være ny pressebriefing i politihuset klokken 12.30, skriver politiet på Twitter.

På et pressemøde klokken 10.30 onsdag formiddag fortalte politiet, at de havde en række spor i sagen, og at de jagtede flere navngivne personer.

Onsdag morgen iværksatte politiet aktioner mod to forskellige lejligheder i bydelen Lambertseter i Oslo. Ved den første aktion pågreb politiet en mand, som de senere løslod. Personen ved den anden aktion kom ligeledes hurtigt atter udenfor politiets søgelys.

Dramaet begyndte ved 22-tiden tirsdag aften, da en person på en bus overhørte en mand fremsætte trusler. Blandt andet om at sprænge parlamentsbygningen i luften.

/ritzau/NTB

 

Dagens Gossip