Økonomer: Finanspolitikken skal være stram

Regeringen skal fortsat føre en stram finanspolitik. Derfor skal finansminister Bjarne Corydon (S) ikke slække på finansloven for at sætte mere skub i økonomien.

Det mener to af tre økonomer - 69 procent - i Ritzaus økonomiske panel.

29 økonomer siger nej til spørgsmålet: "Bør regeringen efter din mening lempe finanspolitikken i forbindelse med efterårets finanslov?" Kun 13 økonomer - 31 procent - siger ja.

Cheføkonom Steen Bocian, Danske Bank, advarer regeringen mod at lempe.

- Der er ikke behov for yderligere finanspolitiske lempelser. De vil være så små, at det ikke er hensigtsmæssigt at skrue op for benzinen. Det er begyndt at gå bedre i dansk økonomi, siger Steen Bocian.

- Økonomien skal have tid til at rette sig, inden politikerne nødvendigvis blander sig.

Han mener som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at der er sket et stemningsskifte i dansk økonomi. Men det koster at stimulere finanspolitikken, påpeger Steen Bocian.

- Det er sundere at holde en vis sikkerhedsmargen i den økonomiske politik, siger han.

Derimod vil professor Bent Greve fra RUC lempe med fire-fem milliarder kroner i både 2014 og i 2015.

- Vi har stadig en høj ledighed i Danmark. Regeringen kan skabe mere vækst og beskæftigelse ved at lempe finanspolitikken en anelse, siger Bent Greve.

Han påpeger, at staten kan lempe finanspolitikken uden at komme i karambolage med EU's krav og budgetloven, fordi Danmark har så lille statsgæld og offentligt underskud. De økonomiske Vismænd vil også lempe finanspolitikken i de næste to år.

- Man kan lempe med fire-fem milliarder i 2014 og nogenlunde det samme i 2015. Så kan man begynde at stramme igen, når man ser, hvordan udlandskonjunkturerne går, og der er kommet gang i europæisk økonomi, siger Bent Greve.

/ritzau/

Dagens Gossip