Oliver-sagen starter uden Thomas Sørensen

Når byretten i Graz torsdag indleder retssagen mod Thomas Sørensen, bliver det uden hovedpersonen på anklagebænken.

Den bortførelses-tiltalte far til seksårige Oliver har nemlig valgt ikke at møde op.

- Jeg har simpelthen ingen tillid til den østrigske retssikkerhed, efter den behandling jeg tidligere har fået i landet, siger Thomas Sørensen til Ritzau.

I stedet vil han sammen med sin talsmand, Janus Bang, hjemme fra København afvente den østrigske byrets afgørelse på den sag, som allerede én gang er afgjort i landet, men som på grund af en procesfejl nu starter forfra.

- Sidst så vi, at der var lynjustits i domfældelsen, så vi forventer, at der måske falder en dom allerede torsdag, siger Janus Bang.

Første gang, sagen kørte, blev Thomas Sørensen idømt et års betinget fængsel, men hvad den østrigske domstol når frem til torsdag, tør han ikke gisne om.

- Jeg har efterhånden opgivet at gisne om det østrigske retssystem, sukker Thomas Sørensen træt, da snakken falder på hans langvarige tovtrækkeri med Olivers mor, Marion Weilmarter, igennem de østrigske og danske domstole.

I Danmark er han tilkendt forældremyndigheden over Oliver, men i Østrig er Marion Weilharter tilkendt det samme, og der er intet der tyder på, at hverken den danske eller østrigske afgørelser kan ændres, så de kan tilpasses hinanden.

Midt i kaoset lever Oliver til hverdag sammen med sin far, efter at Thomas Sørensen den 4. april 2012 hentede sin søn i Østrig, hvor Marion Weilharter havde bragt ham hen uden faderens samtykke.

- Mens han var i Østrig, og jeg så ham, spurgte han mig, hvorfor han ikke måtte komme med hjem, så jeg er ikke i tvivl om, at det var det rigtige jeg gjorde, fortæller Thomas Sørensen.

Alligevel håber han, at Oliver ikke i fremtiden skal finde sig i kun at se den ene af sine forældre.

- Alle børn elsker jo både deres far og mor lige meget hvad, og han har da fortjent også at have sin mor, siger Thomas Sørensen.

Marion Weilharter kæmper stadig for forældremyndigheden gennem Europa Parlamentet og FN. Op til retssagen har hun udtalt sig til flere medier om sagen.

- Det bedste ville være, hvis Thomas kommer til Østrig og han tager Oliver med, udtalte hun før retssagen til avisen Austrian Independent.

Men når dørene torsdag åbnes til retssalen i Graz, må hun kigge langt efter både Thomas Sørensen og Oliver.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV