Olsen: Boilesen kan løse vores problem

Nicolai Boilesen kan ifølge landstræner Morten Olsen være fremtidens venstreback på det danske fodboldlandshold.

Olsen har gennem mange år prøvet adskillige spillere på venstrebacken uden at være helt tilfreds. Landstræneren håber, han nu kan finde den rette mand i den 21-årige Ajax Amsterdam-spiller, der har været skadet de seneste to år.

- Jeg synes, at han var så lovende i sine første kampe for Danmark mod Skotland og Norge i 2011, at vi ser ham som en spiller, der kan løse et problem, som mange hold har; at have en venstrebenet spiller på venstre back, siger Morten Olsen.

Boilesen er i første omgang udtaget til næste uges venskabskamp mod Polen, hvor han maksimalt får en halvleg på banen.

- Vi har en aftale med Ajax om, at han kun spiller en halvleg. Han er inde i en cyklus, hvor han bliver bygget op på fornuftig vis.

- Han er ikke på 100 procent, men han er mere end 100 procent fit, og det har han vist i et par kampe. Han har spillet i den hollandske 1. division, siger Morten Olsen.

Landstræneren kan også give comeback til en anden kending af landsholdet. Hannover 96-spilleren Leon Andreasen er udtaget igen, efter at han sidste efterår pådrog sig en korsbåndsskade.

Venskabskampen mod Polen bliver spillet på næste onsdag i Gdansk.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV