PET: Terrortruslen mod Danmark vokser

Antallet af terrorforsøg mod Danmark og danske interesser i udlandet er steget de seneste to år. Det viser en ny og opdateret vurdering fra PET, som efterretningstjenesten netop har offentliggjort.

PET har på baggrund af vurderingen anmodet landets politikredse om også i 2013 at være på stikkerne og holde opmærksomheden skærpet i forhold til terrortruslen.

- Danmark er stadig et prioriteret terrormål for militante islamister, siger chef for PET, Jakob Scharf, i en pressemeddelelse.

- Det samlede trusselsbillede er i dag mere fragmenteret, dynamisk og komplekst og dermed også mere uforudsigeligt end tidligere, tilføjer han.

Det er PET's Center for Terroranalyse, CTA, der har offentliggjort den nye vurdering samtidig med, at efterretningstjenesten også har offentliggjort en analyse af Muhammed-tegningernes betydning for terrortruslen i Danmark.

Og Muhammed-tegningerne har betydning for, at antallet af terrorforsøg er steget siden 2010, konkluderer CTA's rapport.

- Tegningssagen og Danmarks status som prioriteret terrormål

er cementeret i det militant islamistiske tankesæt på trods af, at der har været flere nye sager, der opfattes som krænkelser af islam, lyder vurderingen.

- Dette skyldes blandet andet en opfattelse af, at Danmark startede disse sager mod islam, og at Danmark endnu ikke er blevet straffet tilstrækkeligt, tilføjes det.

Antallet af terrorforsøg i de seneste år er faktisk højere end under den første periode af tegningssagen fra 2005 til 2008 og også i perioden efter genoptrykningen fra 2008 til 2010, lyder det i rapporten.

- Denne udvikling understreger det fortsatte fokus på Danmark blandt militante islamister, og at der fortsat er en alvorlig terrortrussel mod Danmark. CTA vurderer, at denne tendens vil fortsætte de kommende år, siger chef for CTA, Søren Jensen.

CTA opdeler Muhammed-sagen og dens betydning for Danmark i tre perioder:

"Den første tegningesag" fra 2005 til 2008, "Genoptrykningen af tegninger" fra 2008 til 2010 og "Konsolidering af tegningesagen" fra 2010 til 2012.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV