Peter Bartram ny forsvarschef: Se her hvem han er

Forsvarschef Peter Bartram.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt kunne i dag fortælle, at den nye forsvarschef bliver brigadegeneral Peter Bartram.

Og hvem er han så?

Jo, han kommer fra en stilling som assisterende stabschef ved NATO-hovedkvarteret SACT (Supreme Allied Command Transformation) i USA.

Han er 50 år og har været i forsvaret siden 1981.

Peter Bartram har tidligere været chef for 1. Brigade, som står for uddannelsen af de soldater, der sendes på international mission i Afghanistan.

Endvidere har Peter Bartram været Chief Military Assistant ved Multinational Corps Northeast i Polen og chef for Udviklingsafdelingen i Hærens Operative Kommando. Peter Bartram har også i en årrække arbejdet ved forsvarsstaben.

I 2002 - 2003 var Peter Bartram udsendt som styrkechef for den danske bataljon ved KFOR i Kosovo.

Det er Hendes Majestæt Dronningen, der har godkendt Peter Bartram som ny forsvarschef. Indstillingen af brigadegeneralen kommer fra Forsvarsministeriet.

-Jeg har stor tillid til, at Peter Bartram kan bidrage væsentligt til at lede forsvaret sikkert igennem den udvikling og omstilling, som forsvaret skal igennem, samtidig med at danske styrker fortsat vil skulle løse vanskelige internationale opgaver. Vi har brug for et stærkt forsvar. Det er et forsvar med dygtige ansatte, og nogle af de allerbedste soldater, siger forsvarsminister Nick Hækkerup til Forsvarsministeriets hjemmeside.

Udnævnelsen af Peter Bartram sker fra i dag, tirsdag den 20. marts 2012.

- Det er en vigtig tid, som vi går i møde. Det er min overbevisning, at vi kun kan klare udfordringerne ved en fælles og målrettet indsats. Derfor vil jeg også i den kommende tid gøre en stor indsats for at komme mest muligt rundt i forsvaret, sådan at jeg får et opdateret billede af forsvarets situation og de udfordringer, I hver især står med, siger Peter Bartram til de ansatte i Forsvaret, som han altså nu er ny chef for.

Dagens Gossip