Piranhaens fætter bider testikler i Øresund

En nær slægtning til piratfisken, en såkaldt pacu, er fanget i Øresund. Der er dog ikke grund til panik blandt småbørnsfamilier og nøgenbadere, selvom fisken er kendt for at tage fejl af mænds ædlere dele og nødder, som den lever af.

Sådan lyder vurderingen fra fiskeekspert Peter Rask Møller fra Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, efter han har nærstuderet fisken.

- Den kan veje op til 25 kilo og har et voldsomt tandsæt, så jeg ville ikke bade uden særlig meget tøj på i et akvarium med dem. Det er helt sikkert, siger han til Ritzau.

- Der har været dødsfald i Papua Ny Guinea, hvor den har bidt folk ihjel og også bidt i mænds ædlere dele, så det kan da ske, men en enkelt i Øresund er ikke noget, som folk skal være bange for, fortæller han.

Det var fritidsfisker Einar Lindgreen som fandt fisken, da han mandag tømte sine åleruser nord for Saltholm i Øresund. Her lå den 21,5 centimeter lange fisk med rød bug og store tænder blandt ål og aborrer.

Tænderne bruges overvejende til at knuse nødder og anden frugt, men pacuen æder også fisk og smådyr.

Dens forkærlighed for nødder har dog haft fatale følger. I Papua Ny Guinea, hvor arten også er udsat, har den ved flere tilfælde taget fejl af nødder og mandlige svømmeres ædlere dele.

Ligesom piratfisken hører pacuen hjemme i Sydamerika, men er via akvarier og dambrug spredt til andre områder på kloden. Den betragtes nu som en invasiv art i store dele af USA og i Asien.

- Det bliver spændende, grænsende til det uhyggelige, at se om fisken var en enlig svale, eller om det er en art, vi kommer til at se mere til. Det er første gang arten fanges i havet i Europa, siger Peter Rask Møller.

Den Blå Planets akvarium ligger ud til lige netop Øresund. Men det er simpelthen umuligt, at en pacu er sluppet ud fra det store akvarium, lyder det fra Lars Skou Olsen, der er kurator og afdelingsleder på Danmarks Akvarium.

- Vi har pacuer udstillet i vores store Amazonas-område, men de er meget større, og selvom der kun er få meter mellem vores fisk og Øresund, så er der vandtætte skotter og sofistikerede filtersystemer imellem, siger Lars Skou Olsen.

- Så det er altså ikke en af vores, der er sluppet ud, forsikrer han.

Kun en enkelt gang tidligere er der blevet fanget en pacu i Europa. Det var i 2002, hvor en lystfisker fik en på krogen nær et kraftværk ved Odra-floden i Polen.

Pacuen er kendt som piratfiskens fredelige slægtning, idet den overvejende er vegetar. Det voldsomme tandsæt er ikke så skarpt som piratfiskens, men den kan sagtens bide fiskeliner og fingre over.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV