Pokermillionær overfaldet af skudmænd

Den 38-årige mand, der blev skudt tre gange i benene under et røveri i Greve, er formentlig ikke et tilfældigt offer.

De tre maskerede gerningsmænd slog muligvis til, fordi manden er dansk pokerstjerne og mangemillionær, skriver ekstrabladet.dk.

Ifølge mediet slap røverne af sted med både dollar og euro. Beløbets størrelse er dog ukendt.

Røveriet i hjemmet i Greve kan derfor være planlagt nøje, og offeret er udvalgt på grund af en formodning om, at der lå mange kontanter i hjemmet.

Den 38-årige er nu indlagt på hospitalet, men meldes uden for livsfare.

Midt- og Vestsjællands Politi leder efter tre mænd, som alle beskrives som mellem 170 og 180 centimeter høje og almindelige af bygning. De bar elefanthuer under røveriet, talte engelsk, og den ene havde formentligt en maskinpistol.

Røveriet fandt sted omkring klokken 22, da de tre gerningsmænd ankom til adressen på Stillidsvej i Greve, der ligger sydvest for København.

Efter røveriet kørte de tre gerningsmænd fra stedet i en ukendt bil, og politiet kunne natten til mandag endnu ikke oplyse, hvad deres udbytte fra røveriet var.

Den første gerningsmand var iført mørk jakke, grå bukser og lyse sko. Den anden grå jakke med hætte og mørke bukser. Den tredje havde grå jakke, hvide sko samt lyse eller grå bukser på.

Politiet vil gerne høre fra alle, der kan bidrage med oplysninger i sagen på telefonnummeret 114.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV