Portene til Christiania er lukket: Vil ikke forstyrres

På Månefiskeren, i cykelhandleren og på Pusherstreet er der tomt, og det velkendte skilt med forbud mod fotografering har fået selskab.

- Ved hovedindgangen har vi sat et skilt op, som man kender det fra hotelværelser: "Do not disturb", fortæller Niels Vest fra Christianias kommunikationsudvalg.

- Der er meget få mennesker - det er næsten, som dengang Christiania startede i 70'erne, siger han, nu da Christiania holder lukket resten af ugen.

På gaderne er kun forældre, der er ved at følge deres børn i vuggestue eller børnehave. Kun daginstitutionerne og posthuset holder nemlig åbent i denne uge, hvor christianitterne holder tænkepause og diskuterer fristadens fremtid.

- Det er en symbolsk lukning. Folk må stadig gerne gå en tur på volden, hvis de har lyst, siger Nils Vest.

Mandag morgen indledte christianitterne lukkeugen med en diskussion af visioner og drømme, mødekultur og konflikthåndtering.

Resten af ugen går med oprydningsarbejde, seminarer og emnedage. Det skal blandt andet handle om, hvordan der bliver plads til nybyggeri i fristaden, samtidig med at naturen bliver bevaret.

Desuden skal christianitterne tale om fristadens økonomi, og om den fond, der er blevet oprettet og som efter årtiers besættelse af Bådsmandsstrædes Kaserne købte dele af området i 2012.

For et tocifret millionbeløb solgte staten 7,3 hektar af Christianias 32 hektar til Fonden Fristaden Christiania. Fonden betaler desuden en årlig leje til staten.

Med salget er fonden blevet både ejer og lejer af flere af fristadens bygninger og har samtidig fået retten til at opføre nybyggeri på Christiania, og det er nogle af de ting, beboerne vil diskutere i løbet af ugen.

Under tænkepausen holder også boderne på den famøse Pusherstreet lukket. Politiet vil dog stadig være i området med hastighedskontrol og narkometre.

Efter en uge med møder åbner Christiania igen på søndag.

/ritzau/

Dagens Gossip