Radikale dronninger klapper i om Elbæk

Normalt er Margrethe Vestager en af de mest aktive politikere, når det gælder om at kommunikere på sociale medier som Twitter og Facebook.

Men snart 24 timer efter at et meget omtalt samråd begyndte i Folketingets kulturudvalg er Margrethe Vestager tavs om, hvorvidt hun fortsat har tillid til partifællen, kulturminister Uffe Elbæk.

Det var ellers forventningen, at Margrethe Vestager ville dukke op til gruppemøde i den radikale folketingsgruppe onsdag formiddag, men den radikale økonomi- og indenrigsminister udeblev.

Efter mødet var også gruppeformand Marianne Jelved sparsom med kommentarer.

- Jeg har ingen kommentarer, lød det gentagende gange fra Jelved.

På vej ind til mødet udtrykte videnskabsminister Morten Østergaard (R) dog også tillid til Uffe Elbæk.

- Jeg har ikke nogen kommentarer til den sag. Jeg har fuld tillid til Uffe Elbæk, lød det fra Morten Østergaard.

Den korte udmelding fra Morten Østergaard kan dog vise sig at være vigtig for Uffe Elbæk. Morten Østergaard er medlem af regeringens koordinationsudvalg og nummer to i hierarkiet hos De Radikale efter Margrethe Vestager.

Andre medlemmer i den radikale gruppe har dog ikke lyst til at kommentere sagen. Blandt andre forsvarsordfører Rasmus Helveg Petersen og EU-ordfører Sofie Karsten Nielsen afviste at udtale sig.

Uffe Elbæk er blevet beskyldt for nepotisme, efter at det i sidste uge kom frem, at han har placeret fem arrangementer på Akademiet For Utæmmet Kreativitet, AFUK, hvor hans mand er ansat.

Presset på kulturministeren steg for alvor, da han på et samråd tirsdag overraskende oplyste, at han stoppede et sjette møde på AFUK efter advarsel fra en embedsmand.

Før og under samrådet fastslog Uffe Elbæk ellers flere gange, at han ikke blev advaret af embedsmænd mod at placere møderne på AFUK.

Siden har Kulturministeriet ikke holdt flere arrangementer på stedet. Derfor mener Uffe Elbæk ikke, at oplysningen om advarslen har relevans for sagen.

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard mener Uffe Elbæk bør gå af som minister:

- Jeg tror, at han er forvirret. Jeg tror ikke, at han kan finde ud af tingene. Og så kommer han til at lyve. Det er der ingen tvivl om. Jeg tror, han er meget, meget forvirret og egentlig slet ikke kan finde ud af at være minister, siger Pia Kjærsgaard.

/ritzau/

 

Dagens Gossip