Rooney stadig skuffet over Swansea-remis

Wayne Rooney og holdkammeraterne i Manchester United er stadig skuffede over kun at få 1-1 mod Swansea i weekendens Premier League-opgør.

Den rødhårede angriber spillede ikke selv nogen stor kamp, men har ikke rigtigt nogen forklaring på, hvorfor han ikke slog til.

- Det føltes ikke rigtigt på banen. Nogle gange har man bare en dårlig dag, og jeg kunne ikke brokke mig over at blive skiftet ud.

- Men det gode ved fodbold - og specielt i juletiden - er, at der er masser af kampe, og derfor er Swansea-kampen også længe glemt for mig, siger Rooney til Daily Mail.

Han blev kåret som kampens flop af både fodboldsitet goal.com's eksperter og dets læsere, men har allerede antennerne rettet ind på næste opgave, onsdagens hjemmekamp mod Newcastle.

Her skal United prøve at rykke endnu længere væk fra lokalrivalerne og de nærmeste konkurrenter til den aktuelle førsteplads, Manchester City.

- Vi har en fantastisk mulighed lige nu for at gøre hullet ned til Manchester City endnu større i toppen af ligaen.

- Jeg håber, at vi får seks point i de næste to kampe, og så må vi se, hvad der sker.

Ud over Newcastle venter West Bromwich på United den 29. december, inden det gælder Wigan på udebane 1. januar.

/ritzau/

 

Dagens Gossip