S vil have pris på skadestuebesøg

Dit barn falder og kommer til skade, men rækker pengepungen til et besøg på skadestuen?

Det dilemma vil Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, ikke sætte de danske børnefamilier i.

Derfor går han imod Venstres forslag om en undersøgelse af eventuel brugerbetaling i forbindelse med skadestuebesøg.

- Jeg siger nej til en undersøgelse af, hvordan man kan åbne for brugerbetaling på skadestue og på hospitalsindlæggelse. Det er noget, der er helt fundamentalt i det danske samfund, at der er fri og lige adgang, siger Magnus Heunicke til Ritzau.

- Hvad vil det vil koste at tage på skadestuen, hvis Lars Løkke Rasmussen kommer til? Jeg frygter, det vil få alvorlige konsekvenser, og at det er det, der skal betale for den nulvækst, Lars Løkke har som mål, at Danmark skal have i den offentlige velfærd, siger han.

Magnus Heunicke tager afstand fra at indføre brugerbetaling på kernevelfærd:

- Og man må spørge, hvorfor er Venstre så besatte af hele tiden at foreslå brugerbetaling. Først var det uddannelse, så var det egen læge, og nu er det skadestuen og hospitalsindlæggelser, siger han.

I dag er der allerede indført brugerbetaling på visse ydelser i det danske sundhedssystem. Og det skal ikke udbredes, mener Magnus Heunicke.

- Forældrene ikke stå og vurdere, om man har penge nok til et skadestuebesøg, hvis ens barn kommer til skade. Og hvis man skal indlægges, har man så råd til det på sin lønkonto. Jeg fatter simpelthen ikke, at Venstre vil åbne for den vej, siger Socialdemokraternes politiske ordfører.

/ritzau/

 

Dagens Gossip