Sådan kommer soldaterne ud af Afghanistan

Her er planen for, hvordan Danmark vil afslutte sit kampbidrag i Afghanistan. Der er tale om "Afghanistanplanen for 2013-2014", som alle politiske partier med undtagelse af Enhedslisten er blevet enige om:

* De sidste danske kampenheder skal forlade Afghanistan ved udgangen af 2014. Der vil indtil da ske en gradvis nedtrapning af indsatsen på det militære område.

* Det sidste infanterikompagni ventes hjemtaget senest i februar 2014, mens kampvogne forudses hjemtaget medio 2014.

* Fra den 1. januar 2014 vil den danske militære tilstedeværelse være reduceret fra de nuværende 650 personer til 250 personer. Det tal vil i den efterfølgende periode blive reduceret yderligere.

* Politikerne har åbnet muligheden for i 2014 at sende et antal F-16-fly til landet. En sådan beslutning vil dog kræve en vedtagelse i Folketinget.

* Der er ligeledes planer om at sende et transporthelikopterbidrag til Afghanistan fra sommeren 2014. En beslutning vil blive truffet i løbet af 2013.

* Der er en mulighed for, at nedtrapningen af danske styrker kommer til at gå hurtigere end planlagt. Det afhænger af briterne og amerikanerne, som danskerne arbejder tæt sammen med.

* Når de danske kampenheder bliver trukket hjem fra Afghanistan, vil der i stedet være et større fokus på civile indsatser. Danmark vil fra 2013 til 2017 give mere end to milliarder kroner til Afghanistan i støtte.

* Støtten fra Danmark skal gå til en indsats inden for udvikling, god regeringsførelse, økonomisk vækst og opbygning af sikkerhedsstyrker.

* Beløbet indeholder blandt andet 385 millioner kroner til træning og udrustning af den afghanske hær og politistyrker. Størstedelen af millionerne går til politistyrken.

I øjeblikket er der 650 soldater i Afghanistan samt blandt andet et mindre antal kampvogne.

/ritzau/

 

Dagens Gossip