Sådan påvirker din menstruationscyklus dig - en uge for uge-guide

Skrevet af Ronja Ryde

12/01/2015

Dagens topnyheder

“Du er totalt PMS i dag”

Hvor tit har du, kvinde, ikke måttet høre på, hvordan din kvindelige cyklus har skullet tage skylden for dit humør og dine handlinger?

Der er noget om snakken, men hvor meget ved du egentlig reelt om, hvordan din menstruationscyklus påvirker dig og din krop?

En læser hos Bustle har været ‘på pillen’ siden hun var teenager, men har netop droppet det. Det har fået hende til at tænke over, hvad det egentlig indebærer at have en naturlig cyklus, og derfor har hun skrevet og spurgt Emma Kaywin, en sex- og sundhedsforfatter, via Bustles online brevkasse.

Vi har pillet ekspertens væsentligste pointer ud til dig her:

Alle er forskellige
For det første, skriver eksperten, er det værd at bemærke, at kvinders cyklus er individuelle, selvom der naturligvis er mange fælles hovedtræk.

Din cyklus - en uge for uge-guide
De fleste kvinder med en menstruationscyklus har bemærket, at der sker en masse forandringer i kroppen i løbet af de omtrent 28 dage, en cyklus varer. Normalt tæller man cyklus fra den dag, menstruationen starter, så derfor er det også her, Emma Kaywin starter sin uge for uge-guide

Uge 1: Menstruation
Menstruationen kan vare alt mellem tre og syv dage. I løbet af den tid, skriver eksperten, smider livmoderen næring fra sig, simpelthen fordi du ikke er blevet gravid.

Sådan påvirker det din sexlyst:
- Sex under menstruationen er en meget personlig beslutning. Nogle føler sig ulækre og usexede, mens det for andre er yndlingstidspunktet at have sex. Det er helt naturligt at have mere lyst til sex under menstruationsugen, fordi bækkenområdet så at sige er fyldt op, skriver Emma Kaywin.
Egentlig er den første menstruationsdag dagen, hvor niveauet af hormonerne østrogen og testosteron er lavest, men efter et par dage stiger testosteron-niveauet, hvilket nemt kan gøre dig liderlig.

Sådan påvirker det din krop:
- Når du har menstruation, kan kroppen godt blive utilpas. Nogle får kramper, som kan variere mellem periodiske påmindelser om, at du faktisk render rundt med en livmoder, til fuldstændig bedøvende smerte, skriver Emma Kaywin.
Nogle oplever også kvalme, og andre føler, at deres krop reagerer med opsvulmethed og ømhed i brysterne. Det lave østrogen-niveau kan desuden nemt give hovedpine.

Sådan påvirker det dit humør:
- Nogle mennesker starter deres cyklus med humørsvingninger, som skyldes det præmenstruelle syndrom (se uge 4), skriver hun.
Svingningerne kan ifølge eksperten vare ved op til to dage inde i din menstruation, og samtidig er der mange, der føler sig træge og trætte i starten af menstruationen.
Til gengæld er der bevis for, at man omkring fem-seks dage inde i sin menstruation er allermest empatisk og i stand til at ‘klikke’ med andre, fordi man på dette tidspunkt har et lavt niveau af hormonet progesteron.

Uge 2: Klargørelse til ægløsning
Din krop begyndte faktisk allerede at gøre sig klar til ægløsning den første dag i din menstruation, men i uge 2 er dine østrogen- og testosteron-niveauer begyndt at stige, skriver eksperten. For det tager nemlig kroppen omkring 13 dage at færdiggøre de tusindvis af æg, som sidder i dine æggestokke og venter på at blive befrugtet.

Sådan påvirker det din sexlyst:
Der er en god chance for, at du lettere bliver tændt i denne uge, fordi din krop ved, at du er tæt på ægløsning.
- Husk, at meget af din sexdrift er styret af testosteron, og i denne uge er niveauet højt, skriver Emma Kaywin.
Men husk, at i takt med, at du bliver mere liderlig, er du også mere frugtbar. Så snedig er kroppen nemlig.

Sådan påvirker det din krop:
Efter en menstruationsuge, hvor du med stor sandsynlighed har været en smule træt, er du i denne uge mere energifyldt og endda også mindre smertefølsom.
- Dit udflåd ændrer sig også i denne uge, og bliver mere klart, tyndere og mere slimet, så det bliver lettere for sæden at finde ind og overleve længere, skriver Emma Kaywin.

Sådan påvirker det dit humør:
I denne uge, hvor din menstruation netop er slut, er det ret sandsynligt, at du har det decideret fantastisk. Det skyldes, at både østrogen- og testosteron-niveauet i din krop topper på dette tidspunkt, hvilket gør dig mere selvsikker. Det kan dog også, nævner eksperten, udløse angstanfald.

Uge 3: Ægløsning
Ægløsningen sker selvfølgelig på et ganske kort øjeblik, og ikke i en hel uge, understreger Emma Kaywin. Det er tidspunktet, hvor de modne æg løsriver sig fra en af æggestokkene, og efter krampagtigt at have holdt sig fast i æggelederen i omkring et døgn, forsvinder ud af din krop (medmindre de selvfølgelig finder en sædcelle og bliver til et foster)

Sådan påvirker det din sexlyst:
Ifølge eksperten er der forskning, som peger på, at din sexlyst går helt over gevind omkring ægløsningen. Det skyldes, at dit testosteron-niveau er højt, lige som det var tilfældet i uge 2.
Du både føler dig og opfører dig sandsynligvis mere sexet end ellers, i denne uge.
Andre undersøgelser peger både på, at kvinder køber mere sexet tøj og at deres stemme bliver en smule mere skinger omkring ægløsningen.
Men allerede i slutningen af denne uge falder dit testosteron-niveau, så du ikke længere føler dig helt så sexet som i starten af ugen.

Sådan påvirker det din krop:
De fleste kan ikke nå at mærke på deres krop, at de har ægløsning, eftersom det sker i løbet af ganske kort tid. Men faktisk kan det måles på din temperatur, som stiger en anelse, når det sker.

Sådan påvirker det dit humør:
Op til et par dage efter ægløsningen kan det ske, at du føler dig træt og en smule irritabel, fordi dit progesteron-niveau stiger, mens dit testosteron- og østrogen-niveau falder. Af nogen kaldes dette for præ-PMS eller mini-PMS.

Nogle undersøgelser, skriver eksperten, peger desuden på, at du er mere følsom overfor traumatiske minder i de dage.

Uge 4: Præmenstruelt syndrom (PMS)
Hvis vi altså antager, at du ikke blev gravid i uge tre, er du nu rykket videre til den såkaldte luteelle fase. Dit udflåd er nu blevet tykkere af hensyn til det teoretiske foster, du kunne have skabt i sidste uge.
Er du ikke gravid, falder både progesteron-, østrogen- og testosteron-niveauet i denne uge, og processen, der fører til din menstruation, er påbegyndt.

Sådan påvirker det din sexlyst:
Selvom PMS er surt for de fleste, er der faktisk gode nyheder her: I denne uge har du nemlig statistisk set en større sexlyst. Ifølge eksperter skyldes det, at dine kønsdele stimuleres, når din krop er ved at gøre sig klar til menstruationen.

Sådan påvirker det din krop:
Listen er lang. Ifølge Emma Kaywin er de mest hyppige fysiske symptomer krampe, ophævning, ømhed i brysterne, sløvhed, hovedpine, migræne, acne-udbrud, diarré, forstoppelse, søvnløshed og mad-cravings.

Sådan påvirker det dit humør:
De fleste kender allerede til de - for nogle voldsomme - humørsvingninger, som den præmenstruelle fase medfører. Ifølge eksperten kan de inkludere vrede, irritation, depression, ekstra følsomhed, angst, selvhad, nervøsitet og en hel masse gråd. Alt sammen på en måde, så det kan komme og gå nærmest fra ét skund til et andet.
Det sker på grund af det lave østrogen-niveau, kroppen har i denne uge, hvilket igen medfører et lavt niveau af serotonin (som er det stof, der gør dig glad), og et højere niveau af stress-kemikalier.