Særuddannelser til skolesvage er forsinket

Hvis tusindvis af unge arbejdsløse skal væk fra kontanthjælp og over i uddannelse, skal der være et tilbud til dem.

Men regeringens eget skræddersyede tilbud til kontanthjælpsmodtagere - en fleksuddannelse for skoletrætte og bogligt svage - er forsinket. Dermed risikerer regeringen at spænde ben for sin egne reformplaner, skriver Avisen.dk.

Både Danske Erhvervsskoler og fagforbundet 3F frygter, at kontanthjælpsreformen bliver en fiasko, hvis ikke det nye tilbud, som giver unge mulighed for at kombinere moduler fra forskellige uddannelser, er klar til tiden.

Kontanthjælpsreformen, som regeringen præsenterede i sidste uge, skal efter planen træde i kraft til årsskiftet. Men fleksuddannelsen, der skal favne en stor del af de ressourcesvage unge, kan tidligst tage imod elever knapt et år efter.

De unge risikerer altså præcis det, som regeringen vil forhindre - at blive parkeret på kontanthjælp.

Helt konkret regner Mette Frederiksen med, at 4600 tidligere kontanthjælpsmodtagere vil sidde med næsen i bøgerne om fire år. Men regnestykket går ikke op, hvis de svageste unge ikke har et reelt alternativ til kontanthjælpen.

- Vi frygter, at kommunerne vil presse ikke-uddannelsesparate unge ind på erhvervsuddannelserne, fordi der ikke er et alternativ, siger Lars Kunov, der er formand for Danske Erhvervsskoler, til Avisen.dk.

Forsinkelsen af fleksuddannelsen møder kritik fra begge fløje i Folketinget.

- Det er fuldstændig tåbeligt. Fleksuddannelsen skal rykkes frem, hvis reformen af kontanthjælpen skal give mening, siger beskæftigelsesordfører Christian Juhl fra Enhedslisten, som bliver bakket op af Venstres beskæftigelsesordfører:

- Det virker uhensigtsmæssigt og ikke særligt veltilrettelagt, hvis regeringen havde forestillet sig, at fleksuddannelsen skulle være svaret til nogle af de unge kontanthjælpsmodtagere, der skal have en uddannelse, siger Ulla Tørnæs.

Avisen.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

/ritzau/

 

Dagens Gossip