Saldanhas forsøgte selvmord før fupopkald

Sygeplejersken, som begik selvmord efter at være blevet narret af en australsk radiostation, da prins Williams gravide kone Kate var indlagt på et britisk hospital, har tidligere forsøgt at tage sit eget liv.

Det skriver den engelske avis Daily Mail på sin hjemmeside.

Derved sættes der spørgsmålstegn ved radiostationen og værternes ansvar i forbindelse med sygeplejerske Jacintha Saldanhas død.

Det var to australske radioværter, der i en telefonjoke udgav sig for at være dronning Elizabeth II og Williams far, prins Charles, og derved fik narret sig til oplysningerne om hertuginde Kate.

Efter sygeplejerskens selvmord er værterne blevet sat fra bestilling og har undskyldt ad flere omgange.

Men ifølge Daily Mail forsøgte Jacintha Saldanha allerede under et familiebesøg i Indien i december 2011 at tage livet af sig selv med en overdosis piller. Hun blev hasteindlagt på hospitalet, hvor hun blev behandlet for "at have gjort skade på sig selv."

Men bare ni dage senere forsøgte hun igen at tage livet af sig selv - denne gang ved at springe ud fra en bygning.

Efter dages intensiv behandling for skaderne fra faldet begyndte Saldanha på et ni måneders behandlingsforløb med antidepressiv medicin. Det er endnu uvist, om hun efterfølgende fortsatte behandlingen.

Saldanha var sygeplejerske på King Edward VII's hospital, hvor hertuginde Kate kortvarigt var indlagt med akut morgenkvalme. Her modtog sygeplejersken opkaldet fra radioværterne Mel Greig og Michael Christians fra den australske radiostation 2DayFM.

De fik overbevist den 46-årige sygeplejerske om, at det var de kongelige, hun havde i røret, hvorefter hun stillede telefonen videre til en kollega, der videregav fortrolige oplysninger om hertugindens tilstand.

Radiostationen valgte at sende telefonjoken i radioen uden hospitalets tilladelse.

Tre dage senere blev Jacintha Saldanha fundet død i sin bolig nær hospitalet, hvor hun havde hængt sig selv.

/ritzau/

 

Dagens Gossip