Saudiarabisk prins meldes narkoanholdt i Beirut

En saudiarabisk prins og fire andre saudiarabere er tilbageholdt i Libanon i stedet for at være på vej ud af landet i et privatfly.

Sikkerhedskilder i den internationale lufthavn i Beirut, Libanons hovedstad, og det libanesiske nyhedsbureau National News Agency siger, at fem saudiarabere er anholdt.

De ville smugle to ton Captagon-piller, der skal være en slags amfetamin, og noget kokain ud af landet.

Det skulle ske i et privatfly.

En sikkerhedskilde siger til det franske nyhedsbureau AFP, at en af de fem er en saudiarabisk prins.

- Denne smugleroperation er den største, der nogensinde er blevet forpurret i Beiruts Internationale Lufthavn, siger en kilde.

Ifølge AFP's oplysninger er Captagon betegnelsen for et syntetisk stof. Det bruges overvejende i Mellemøsten og skal være populært blandt oprørere på slagmarken i Syrien.

Narkotikummet var, ifølge kilden, pakket i kasser, der ventede på at blive bragt om bord på privatflyet, der skulle til Saudi-Arabien.

Ifølge National News Agency var narkotikummet pakket i 40 kufferter, som ventede på at blive bragt om bord på privatflyet.

Kongefamilien i Saudi-Arabien er stor, og der menes at være flere tusinde prinser.

Flere prinser og prinsesser har før haft problemer med at overholde loven i udlandet.

Så sent som i september blev en saudiarabisk prins anholdt i Los Angeles, fordi han angiveligt tvang en kvinde til sex i en ejendom i Beverly Hills.

Myndighederne lod senere sagen falde, da de sagde, at der ikke var tilstrækkeligt med beviser.

I 2013 blev en saudiarabisk prinsesse beskyldt for at holde en kenyansk kvinde som slave i Los Angeles, men den sag blev også droppet.

/ritzau/AFP

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip