Schlagerparty i Esbjerg og Odense: Heino, Dorthe Kollo, Wnche Myhre og Nicole giver koncert

Den 16. marts vil Stadium Arena Fyn i Odense genlyde af schlagerklassikere opført af de oprindelige kunstnere selv, i en parade af stjerner fra dengang far var ung.

Retro-bølgen, der lige nu ruller henover 10’ernes internationale musikscene, har givet nyt liv til schlagergenren, så det er med stor tilfredshed, at man hos JVB Concerts har sikret sig én af kun tre danske koncerter med de fire stjernenavne.

- Schlageren har fået en fantastisk renæssance, også i udlandet, og de fire solister vi præsenterer i marts repræsenterer noget af det allerbedste i genren. Der har været bud efter kunstnerne fra hele Europa, så at få dem til Odense er lidt af et scoop, fortæller Hans Quistgaard, direktør i JVB Concerts.

Fire stjerneskud fra schlager-himlen

Det er således lykkedes at få den nu 74-årige tyske schlager-konge, Heino, til at optræde sammen med tre af genrens mest kendte kvindelige solister – Nicole, Dorthe Kollo og Wencke Myhre.

Den unge, kejtede og generte Heino satte selv i 1965 ny standard for tysk popindustri med debut-singlen ”13 Mann und ein Kapitän.” I 1969 fulgte ”Bergvagabunden” og ”Karamba, Karacho, ein Whiskey”, der er nogle af de mest populære tyske landeplager nogensinde.

En anden tysker, Nicole, vandt i 1984 – som den første tysker nogensinde – Det europæiske Melodi Grand Prix med den uforglemmelige ”Ein bisschen Frieden.” Sejren indledte en flot karriere, hvor den unge guitarspillende pige udviklede sig til at blive en af Tysklands mest elegante scene-kunstnere.

Dorthe Kollo kræver ingen større præsentation. De fleste danskere kender historien om den 9-årige pige, der i 1956 vandt en talent-konkurrence og debuterede med singlen ”Min piphans”. Lige siden er det gået slag i slag med hits som ”Gid du var i Skanderborg” og ”Velkommen til verden”. Lige nu er Dorthe aktuel med CD’en ”Lykken ligger lige her.”

Som danskerne har Dorthe, har nordmændene Wencke Myhre. Wencke har haft et fantastisk liv, siden hun som 7-årig optrådte med far Kjell og bror Reidar. Som 13-årig stod Wencke på egne ben på ”Tippe-toppen” med ”Åh, det er søndag”. Hun bragede videre med ”Katta Vår” og ”Gi’ mig en cowboy til mann”. Dette kom Tysklands schlager-fans for øre, og da de i 1966 så jenten i tv, var gennembruddet en realitet.

Det er med andre ord en parade af schlagerstjerner, der den 16. marts folder sig ud i Stadium Arena Fyn, og hos JVB Concerts regner man da også med en fyldt sal på aftenen.

Schlager Parade 2013 kommer også til Esbjerg i Blue Water Dokken. Det er den 14. marts og her sælges billeter hos Musikhuset Esbjerg..

Billetter til koncerten i Odense kan købes hos Billetnet.

Dagens Gossip

Dagens TV