Se hvordan feriepengesagen faldt ud

Den såkaldte feriepengesag endte med en bragende sejr til Spillerforeningen, der kunne se Fodboldens Voldgiftsret give fagforeningen ret i en lang række punkter i sagen mod Brøndby IF.

Sagen vedrørende spillerne Peter Madsen, Martin Ericsson og Thomas Rasmussen blev af Spillerforeningen betragtet som prøvesag for de 91 andre spillere, som man mente også havde penge til gode i klubben.

Kendelsen blev offentliggjort 11. september sidste år, og her blev følgende blandt andet slået fast:

- At der skulle ske efterbetaling af pension til alle spillere over 20 år med to måneders anciennitet, som ikke havde fået oprettet en obligatorisk pensionsordning. Både arbejdsgiverbidraget og lønmodtagerbidraget skulle efterbetales.

- At der skulle ske efterbetaling af løn og pension til alle spillere, hvor der var oprettet en pensionsordning via en bruttoordning, hvor arbejdsgiverbidraget var modregnet i lønnen. Den manglende løn og det reducerede pensionsbidrag skulle efterbetales.

- At der skulle ske efterbetaling af feriegodtgørelse på 12,5 procent af al bonus.

- At der skulle ske efterbetaling af feriegodtgørelse på 12,5 procent af alle engangsbetalinger, for eksempel sign-on og sign-off fees.

- At der skulle betales renter af alle ovenstående efterbetalingsbeløb.

- At der skulle betales bod på 10 procent til Spillerforeningen af alle ovenstående efterbetalingsbeløb og renter.

Spillerforeningen fik ikke medhold i en påstand om ferietillæg på 1 procent af bonus og engangsbetalinger og heller ikke i en påstand om, at udenlandske spillere er blevet særligt forskelsbehandlet.

Resultatet blev, at Brøndby i alt blev påkrævet at betale 4.036.575 kroner tilbage til de tre spillere.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV