Slåskamp: Beckham så rødt i Paris-sejr

Det var ikke kønt, da Evian og Paris Saint-Germain tørnede sammen søndag aften i en kamp, som pariserne vandt 1-0.

Det hele sluttede i en gigantisk slåskamp på banen mellem spillerne fra topholdet og Evian, der ligger lige over nedrykningsstregen.

Det var da også en besynderlig affære, som Paris Saint-Germain måtte slutte med bare ni mand på banen.

David Beckham fik blot fem minutter på banen, for kort efter han var blevet indskiftet, så han - noget overraskende - direkte rødt kort.

Kendelsen var temmelig kontroversiel, efter englænderen ikke havde gjort andet end afskærme bolden fra en modstander. Måske en smule aggressivt, men dog uden at ramme manden.

10 minutter forinden havde Marco Verratti fået sit andet gule kort i kampen for at tage bolden op med hænderne, uden at dommeren havde fløjtet for det frispark, italieneren følte sig berettiget til.

Zlatan Ibrahimovic leverede forårets måske største afbrænder, da han lige foran et frit mål havde succes med at sparke over rammen. Han kæmpede ligesom tilskuerne efterfølgende med at forstå sin utrolige bedrift.

Kampens eneste mål blev scoret af Javier Pastore.

Daniel Wass spillede hele kampen for Evian.

/ritzau/

 

Dagens Gossip