Smidt i spjældet: Solgte store mængder amf

En stor narkosag i Sydsjælland, hvor en Bandidos-rocker sidste år blev dømt, har fået en udløber.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anholdt torsdag en 34-årig mand og sigtede ham for overtrædelse af narkolovgivningen. Fredag besluttede en dommer ved Retten i Næstved, at han skulle varetægtsfængsles i fire uger.

Den 34-årige er sigtet for at forarbejde og sælge mindst 9,4 kilo amfetamin, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Manden blev fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre. Derfor er det sparsomt med oplysninger om sagen.

Politiet oplyser imidlertid, at sagen om de 9,4 kilo amfetamin er en udløber af en kæmpemæssig sydsjællandsk narkosag, hvor en Bandidos-rocker i oktober sidste år ved Retten i Næstved blev dømt for at indsmugle og videresælge 161 kilo amfetamin.

Bandidos-rockeren blev dømt til anbringelse på psykiatrisk hospital, da retten vurderede at han var psykisk syg.

/ritzau/

Dagens Gossip