Snevejr betyder aflysninger af danske fly

Snevejr og is hærger store dele af Europa, og det rammer flytrafikken i Paris, München, Frankfurt og lufthavnene Heathrow og Gatwick i London.

Og selv om vejret i Danmark er klart og snefrit bliver også flytrafikken her ramt af aflysninger og forsinkelser.

I Københavns Lufthavn i Kastrup er morgenflyet søndag til Frankfurt kl. 8.45 aflyst på grund af sne i Frankfurt, og ifølge seniorkommunikationsmedarbejder Lars Lemche forventes det, at der kommer mere sne omkring London ved frokosttid.

Det vil sandsynligvis betyde flere aflysninger.

- Det er en god idé at holde øje med lufthavnens hjemmeside og kontakte flyselskaberne, hvis der er aflysninger, og man skal have ombooket sin billet, siger Lars Lemche.

Tusindvis af passagerer har været nødt til at overnatte i lufthavnen Heathrow, fordi adskillige fly holder stille på grund af vejret.

I Heathrow forventes det, at antallet af flyafgange bliver reduceret med 20 procent søndag, mens de to store lufthavne i Paris Charles de Gaulle og Orly skærer 40 procent af flytrafikken.

Der forventes også reduktioner i flytrafikken i lufthavnen i Kastrup som følge af aflysninger af afgange til Europa.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV