Søvndal: Vi skal ikke ind i Syrien

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) affejer al tale om, at Danmark skal deltage i en eventuel intervention i det borgerkrigsramte Syrien.

Udmeldingen kommer, efter at De Radikales udenrigsordfører, Rasmus Helveg Petersen, fredag på Folkemødet på Bornholm blev bedt om at forholde sig til, om Danmark skal gå i krig i Syrien.

- Denne regering kommer ikke til at gå i krig uden et FN-mandat, sagde Helveg Petersen til TV2 News.

- Hvis der kommer et FN-mandat, vil Danmark selvfølgelig bidrage til det, tilføjede han.

Men det er et fortænkt scenarium, understreger Søvndal.

- Det må stå for De Radikales egen regning. Jeg synes, det er et meget fortænkt scenarie. Vi er i en situation, hvor man diskuterer, om der skal leveres våben, siger udenrigsministeren og fortsætter:

- Det er i sig selv en meget vidtgående situation, og vi er efter min mening ikke i en situation, hvor vi skal diskutere intervention i Syrien.

De Radikales udenrigsordfører sagde desuden, at "fredssporet er dødt" i Syrien.

Det er ligeledes en betragtning, som Villy Søvndal hælder af brættet:

- Det må stå for De Radikales egen regning. Vi har efterlyst i meget lang tid, at der kommer et politisk initiativ.

- Det nye er, at både russerne og amerikanerne presser på over for de syriske aktører for at sikre, at der kommer en konference i Geneve, siger han med henvisning til de seneste ugers bestræbelser på at få de stridende parter til forhandlingsbordet.

Spørgsmål: Du har selv tidligere sagt, at hvis der var tale om kemiske våben, er der brug for en hårdere kurs. Men det lyder ikke som en hårdere kurs?

- Vi har hele tiden lagt den kurs, at det eneste, der kan løse der her, er politiske forhandlinger. Og Danmarks bidrag vil være humanitært, siger han.

- Hvis der var kemiske våben, så er det afgørende, at FN tager ansvaret for situationen. Det kommer givetvis til at ske i den kommende tid, lyder det fra udenrigsministeren.

Diskussionen om den danske position i forhold til Syrien kommer efter, at USA's regering har meldt ud, at man har beviser for, at de syriske regeringsstyrker i mindst fire tilfælde i marts, april og maj har brugt kemiske våben.

Derfor har den amerikanske præsident, Barack Obama, nu for første gang givet bemyndigelse til at sende våben til oprørerne i Syrien.

Det står ikke umiddelbart klart, hvornår og hvilke våben der sendes.

/ritzau/

Dagens Gossip