Sparekasse undrer sig over ny aktie-sigtelse

Ledelsen i Sparekassen Himmerland undrer sig over de nye anklager for kursmanipulation, som kommer fra statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet.

Statsadvokaten har sigtet sparekassen og Vestjysk Bank for internt at handle med aktier for at løfte krusværdien.

Der er tale om tre handler tilbage i 2008, og ifølge sparekassens bestyrelsesformand, Finn Hovalt Mathiassen, har sparekassen selv redegjort for handlerne i forbindelse med den tilsvarende sag mod ebh Bank.

- Man skal lige huske, at det her stammer fra i går (tirsdag red.), at man åbenbart har ændret opfattelse. Så det er vi i gang med at kigge på, siger bestyrelsesformanden til DR Nordjylland. Han fortæller, at ledelsen allerede for et par år siden har taget de forholdsregler, der skal tages for at kursmanipulation ikke kan ske igen.

I foråret blev Sparekassen Himmerland - i form af tidligere sparekassedirektør Svend Jørgensen og to tidligere medarbejdere - dømt for kursmanipulation ved Retten i Hjørring i en anden sag om handel med aktier mellem sparekassen selv og daværende ebh Bank.

Her fik sparekassen en bøde på fem millioner kroner, mens direktøren og medarbejderne fik henholdsvis fem og tre måneders fængsel - dommene er dog anket til landsretten.

Bestyrelsesformand Finn Hovalt Mathiassen svarer følgende, når han bliver spurgt, om man kunne forestille sig, at der er andre sager:

- Det kan jeg ikke gå ind i en spekulation om. Vi har gjort, hvad vi kunne for at forbedre vores system og også undersøge, hvad der er sket i den periode. Allerede 3. februar 2012 har vi gjort opmærksom på de her handler, som vi på det tidspunkt ikke vurderede, der var noget ulovligt i - men det gør statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet nu, og derfor kigger vi selvfølgelig på det, siger Finn Hovalt Mathiassen og fortsætter:

- Vi har tænkt os at være konstruktive. Vi hjælper alt det, vi kan med oplysninger, hvis der skal mere til, siger han til DR Nordjylland.

Denne gang er det den tidligere direktør og en medarbejder, der sigtes for kursmanipulation - begge er ikke længere ansat i sparekassen.

 

Dagens Gossip

Dagens TV