Stjal forældrenes bil: 14-årig løsladt efter vanvittig biljagt

Tre teenagere, der blev anholdt efter en vild biljagt mellem Ringsted og Slagelse, blev torsdag sat på fri fod efter at være blevet afhørt af politiet.

De unge mennesker kørte natten til torsdag rundt med politiets patruljebiler i hælene i omkring 50 minutter, og farten nåede sine steder op på 150 kilometer i timen, inden det lykkedes ordensmagten at få dem standset.

Føreren af bilen - en 17-årig dreng - bliver sigtet for at køre bil uden kørekort og for diverse overtrædelser af færdselsloven, oplyser vagtchef Søren Danielsen, Midt- og Vestsjællands Politi.

De to andre, der er 17 og 14 år, slipper uden sigtelser.

Det skyldes ifølge vagtchefen blandt andet, at den 14-åriges forældre, der ejer den bil, som drengene kørte rundt i, ikke har ønsket at anmelde bilen stjålet.

Drengene blev opdaget ved et rutinetjek i Ringsted, men de stak af, da en patruljevogn henvendte sig til dem. Politiet tilkaldte forstærkninger fra nabokredsen, så 10 politibiler på et tidspunkt medvirkede i biljagten.

Drengene kørte for fuld fart gennem Sorø. Den sidste del af jagten foregik ad motorvejen, indtil det lykkedes at få bilen standset ved Slagelse. Her havde politiet fået lavet en afspærring med sømmåtter.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV