Store A gav uventet opbakning til skudtiltalt

De to mænd, der er tiltalt for et skyderi på Frederiksberg i maj 2012, har torsdag i retten nægtet sig skyldige.

- Jeg husker kun glimt. Nogle høje lyde og at køre hurtigt med bilen. Jeg tror også, der var nogen, der skød mod mig, forklarede den 33-årige i retten.

Under sin forklaring spurgte han flere gange anklageren, Louise Pedersen, om det var ham selv, der skød.

Manden, der er indlagt på Skt. Hans Hospital, virkede generelt forvirret, da han skulle tale om, hvad der skete 15. maj 2012 på Suomisvej.

Derimod har den anden tiltalte, der er 23 år, været meget klar i mælet.

- Jeg var slet ikke i bilen. Da jeg så, han havde en pistol, bad jeg om at blive sat af, og resten af dagen var jeg sammen med en kammerat, forklarer den 23-årige i retten om den anden.

To brødre med efternavnet Benarabe og med tilnavnene Store A og Lille A, og som skal være ledende skikkelser i Blågårds Plads-banden, har torsdag givet deres besyv med i vidneskranken. De befandt sig i den flok, der blev skudt mod på Suomisvej i 2012.

Store A giver i sin vidneforklaring en uventet håndsrækning til en af de tiltalte.

- Det var i hvert fald ikke ham dér, siger den store Benarabe-bror og peger på den 23-årige.

- Ham har jeg set flere gange før, så jeg ville kunne kende ham, hvis det havde været ham i den bil, forklarer Store A.

Den udmelding kom kort tid efter, at dele af den 33-åriges forklaringer under politiafhøringer blev læst op.

Her har han angiveligt fortalt, at det er normalt, at den 23-årige bærer pistol. Desuden har han angivet den 23-årige som medlem af banden Brothas, som holder til i Mjølnerparken, og som tidligere har været i strid med Blågårds Plads-gruppen.

Derimod har den 23-årige forklaret, at den 33-årige forsøger at hænge ham op på skudepisoden for at dække over nogen, som han måske er bange for.

Ud over de 12 skud, der er affyret fra bilen mod flokken fra Blågårds Plads og en anden gruppering, fortæller anklageren, at der er fundet et fremmed projektil fra endnu et våben.

Hverken de to tiltalte eller dagens fem vidner ved, hvor det 13. projektil stammer fra.

Der forventes dom i sagen den 25. april.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV