Studerende: Optræk til skandaløst løftebrud

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) bør afvise rygterne om, at regeringen vil skære i uddannelsesstøtten (SU) til studerende.

Det siger formanden for Danske Studerendes Fællesråd (DSU), Jakob Ruggaard, i en kommentar til Politikens forsidehistorie fredag.

Ingen vil tale til citat i artiklen, men ifølge oplysninger, som Politiken har fra embedsmænd og folketingspolitikere, peger pilen mod en fjernelse eller halvering af det ekstra studieår, som studerende i dag kan bruge til at forlænge studietiden.

- Hvis regeringen, som rygterne lyder, har tænkt sig at fjerne eller halvere det 6. SU-år, er der tale om et skandaløst løftebrud - et af de største i nyere dansk politisk historie, siger Jakob Ruggaard til Ritzau.

- Det her er pinligt for regeringen, og jeg forventer kraftigt, at uddannelsesminister Morten Østergaard vil minde sig selv om sit eget regeringsgrundlag og mane rygterne i jorden.

Formanden for DSF henviser til, at "regeringen soleklart i sit regeringsgrundlag side 21 har udtrykt tilfredshed med SU-systemet, som det ser ud".

Han forventer voldsomme reaktioner fra de studerende, såfremt rygterne viser sig at være sande:

- Jeg kan ikke forestille mig en situation, hvor regeringen vil skære i SU'en på en så voldsom måde, uden at den vil møde bred og voldsom modstand og protester blandt elever og studerende i hele Danmark, siger Jakob Ruggaard.

Formanden for SFU, Gry Möger Poulsen, er heller ikke begejstret.

- Hold op en dårlig idé. Vil I ikke gerne have 25 procent af alle unge til at tage en lang videregående uddannelse? Dumt at fjerne det 6. SU-år, skriver hun på Facebook.

Sofie Carsten Nielsen, uddannelsesordfører for De Radikale, understreger i en mail til Ritzau, at regeringen endnu ikke har lagt sig fast på noget bestemt. Hun kalder Politikens historie for "fejlagtig".

- Regeringen vil fremlægge en reform, der forbedrer statens budget med to milliarder kroner i 2020 ved at studerende afslutter deres kompetencegivende uddannelse tidligere end i dag og dermed tidligere går fra at være SU-modtagere til at være skatteydere, skriver hun.

/ritzau/

 

Dagens Gossip