Sveriges konge: Ja, jeg har dummet mig

Sveriges konge, Carl Gustaf, indrømmer, at han ikke altid er sluppet lige godt fra at tale med pressen.

Det sker i et stort interview på det svensk hofs hjemmeside, skriver Dagens Nyheter.

På et spørgsmål om, hvordan det føles altid at skulle være varsom og tænke på, hvad der slipper ud af munden, svarer han:

- Ja, jeg er jo ikke altid lykkedes så godt på det punkt, men spøg til side, det er måske noget, vi alle bør fundere over: Hvad vi siger, i hvilken situation, til hvem og så videre, siger Carl Gustaf.

Selv efter sine nu 40 år som regent har han tilsyneladende fortsat svært ved at bevare den royale ro over for udfrittende journalister.

Og ofte bruger han ganske jævne udtryk, som man normalt ikke forbinder med en kongelig.

Som da han i juni anvendte en ærkesvensk ed over for pressefolk, der borede i en sag om kongehusets udgifter til en renoveringssag.

- Kan I aldrig holde jer til sandheden? Fy fan!, lød det fra kongen.

Og i begyndelsen af september var den, ifølge medierne, gal igen, da han blev spurgt om prinsesse Madeleine og nyheden om, at hun venter barn.

Carl Gustafs svar var alt andet end kongelige, skriver Dagens Nyheter.

Blandt andet på spørgsmålet om, hvorvidt prinsessen, der bor i New York, nu ville flytte tilbage til Sverige.

- Nå, så det er også interessant, hva'. Bestemt. Hun flytter måske til Island i stedet for, tror jeg. Det er bedre der, sagde han.

Kritikken blev hård.

En kommentator i Expressen betegnede kongens svar som "overklasse-arrogance" og hoffets informationschef forsvarede udtalelserne med, at kongen havde forsøgt at være morsom.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV