Svømmechef tror dansk metal-regn ved VM

Lotte Friis har indtil videre været eneste dansker på podiet ved VM i svømning i Barcelona, men det ændrer sig med stor sandsynlighed i løbet af de kommende dage.

Sportschef i Dansk Svømmeunion, Mikkel von Seelen, er i hvert fald ganske optimistisk forud for anden halvdel af VM, der set med danske svømmebriller begynder torsdag, hvor det allerstørste danske guldhåb springer i vandet til sin favoritdisciplin.

Rikke Møller Pedersen viste på 100 meter bryst, at hun har toppet formen perfekt, eftersom hun slog nordisk rekord i både semifinale og finale.

Det endte med en fjerdeplads, men på den dobbelte distance er hun guldfavorit. På en liste over årets hurtigste kvinder på distancen er danskeren mere end to et halvt sekund hurtigere end nærmeste konkurrent, som er en japaner.

Den danske sportschef har japaneren som outsider i 200 meter bryst, men han ser en russer som den helt store konkurrent til den danske favorit.

- Efimova (Yulia Efimova, Rusland) bliver nok den hårdeste konkurrent. Det er nok de to, der må påtage sig favoritværdigheden, siger Mikkel von Seelen.

Rikke Møller svømmer indledende torsdag formiddag, eventuel semifinale torsdag aften og eventuel finale fredag aften.

Jeanette Ottesen Gray har også medaljechancer senere ved VM, selv om hun ikke forsvarer sin VM-guldmedalje fra 2011 på 100 meter fri.

Og så er der Lotte Friis, som svømmede fantastisk i finalen på 1500 meter fri. Danskeren var langt bedre end den gældende verdensrekord, men en ung amerikaner var endnu hurtigere, hvorfor det blev til dansk sølv.

Friis jublede efter det, hun selv kaldte en af sine bedste løb nogensinde.

Opskriften på 800 meter fri, hvor der svømmes indledende fredag og finale lørdag, er, at Friis igen vil forsøge at presse den amerikanske favorit Katie Ledecky, der vandt 1500 meteren, så meget som muligt.

- Jeg håber, jeg kan svømme et rigtig godt løb og forhåbentlig give hende kamp til stregen igen. Det er det, jeg går efter. Men om det sker, det må vi se, siger Friis.

Mikkel von Seelen er ikke bleg for at kalde Friis næste VM-opgave for endnu en god dansk medaljemulighed.

- Det er det i hvert fald. Man kan ikke sige andet efter det, Lotte leverede på 1500 meteren. Hun svømmer rigtig hurtigt, siger han.

Den fjerde og sidste danske VM-svømmer - Pernille Blume - skal i aktion torsdag i 100 meter fri.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV