Sydkorea advarer amerikanere om raketangreb

Nordkoreas nylige affyring af en Unha-3 langdistanceraket var en test af et ballistisk missil, som kan nå USA's vestkyst, lyder vurderingen i Sydkoreas forsvarsministerium.

- På grundlag af vore analyser og simuleringer er missilet i stand til at flyve over 10.000 kilometer med et sprænghoved på 500-600 kilogram, siger en højtstående embedsmand i det sydkoreansk ministerium.

Med en anslået rækkevidde på 10.000 kilometer kan missilet nå hele Asien, Østeuropa og Vestafrika - samt store dele af den amerikanske vestkyst såsom San Francisco.

Hundredtusinder af nordkoreanere fejrede den vellykkede affyring af langdistanceraketten, som røg til vejrs den 12. december.

Nordkorea siger, at opsendelsen af raketten udelukkende havde et videnskabeligt formål i forbindelse med en satellitopsendelse.

Den vellykkede affyring af tretrinsraketten bliver opfattet som et vigtigt strategisk skridt fremad for det isolerede Nordkorea, selv om der er delte opfattelser af, hvor godt udviklet den nordkoreanske raket er.

Det amerikanske udenrigsministerium har kritiseret raketaffyringen.

Nordkoreas nye leder, Kim Jong-un, har ifølge ministeriet i Washington potentialet til at "føre sit land ind i det 21. århundrede", men i stedet træffer han "forkerte beslutninger".

Nordkorea siger, at raketten skulle føre en harmløs vejrsatellit til vejrs.

Det forlyder, at Kim Jong-un gav den endelige ordre til at affyre raketten og "ivrigt observerede" hele processen.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip