Syriske asylsøgere protester mod Danmark

Syriske asylsøgere går onsdag ind på den svenske ambassade i København i protest mod dansk asylpolitik.

30 asylsøgere fra asylcentrene Sigerslev, Sandholm, Avnstrup, Jelling og Holmegaard vil klokken 14 onsdag gå ind på den svenske ambassade. De kræver, at danske asylmyndigheder giver dem tre års midlertidigt ophold, som de ville få i Sverige.

Når syriske asylsøgere får afslag fra danske asylmyndigheder, kan de ikke rejse tilbage til Syrien på grund af borgerkrigen, men de har heller ikke ret til ophold i Danmark.

De afviste syriske asylsøgere vil ikke samarbejde med myndighederne om at blive sendt tilbage, så de kan bosætte sig uden for asylcentrene.

- Vi kræver, at syrere og alle andre på flugt anerkendes som flygtninge. Derfor søger vi nu asyl i Sverige, siger talsmanden Abu Amin for kurdisk-syriske asylsøgere i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Vi gør det, fordi vi ikke anerkender den danske stats måde at behandle os på, og fordi vi ikke anerkender Dublin 2, som binder os til det land, hvor vi først møder statslige myndigheder.

De syriske asylsøgere kræver ophold i Europa, så længe de har brug for det, og så længe, de ønsker at være her, fremgår det.

Sverige kan ikke behandle de syriske asylsøgeres ansøgning efter Dublin-konventionen. Den lader EU-landene sende asylsøgere tilbage til det første EU-land, hvor de ankom, for at undgå "asylshopping", så asylsøgerne flytter deres ansøgning fra EU-land til EU-land.

Syriske asylsøgere fra Sjælland slår onsdag telte op foran den svenske ambassade i København.

I maj sultestrejkede 70 kurdiske syrere sultestrejkede i maj i danske asylcentre i protest mod dansk asylpolitik.

- Vi har ikke tænkt os at sidde og vente i årevis i asyllejre, siger den anden talsmand Assad.

/ritzau/

Dagens Gossip