Team Tvis-træner skuffet over danskermøde

Håndboldherrerne fra Team Tvis Holstebro havde håbet på at undgå KIF Kolding København i EHF Cuppens kvartfinaler, men sådan skulle det ikke gå.

De to tilbageværende danske hold i turneringen skal i slutningen af april møde hinanden i to kampe om en plads i Final4-stævnet i franske Nantes.

- Rent oplevelsesmæssigt er det måske lidt kedeligt, men for håndbold-Danmark er det vel okay, fordi vi har sikret et hold i Final4, siger Team Tvis Holstebros cheftræner, Klavs Bruun Jørgensen.

- Men umiddelbart ville jeg hellere have mødt et andet hold. Nu skal vi i gang med et slutspil, hvor vi skal møde Kolding to gange, og så har vi oven i hatten de her to kampe i EHF Cuppen, siger han.

På det sportslige plan er Team Tvis-træneren ganske godt tilfreds med lodtrækningen, selv om KIF Kolding København åbenlyst er favorit.

- Jeg synes, det er ok. Vi ved, hvilken størrelse Kolding er, og havde vi skullet møde et andet hold, havde det nok været mere diffust. Vi har vist, at vi kan spille lige op med dem i de vigtige kampe, vi har spillet mod dem.

- Og hvis Kolding bliver ved med at være lidt småramt af skader, så synes jeg, vi har en chance, siger Klavs Bruun Jørgensen og påpeger, at der også havde været fordele ved en anden lodtrækning.

- Havde vi trukket et tysk hold, havde de måske kigget på vores tidligere resultater og tænkt, at vi nok ikke kunne så meget. Der havde vi haft en fordel, mener Klavs Bruun Jørgensen.

Han indrømmer, at det foreløbige resultat i turneringen allerede er mere, end han havde forventet.

- Det ville være et kæmpe resultat for holdet og klubben at nå Final4. Det ville være en overpræstation af de helt store, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip