Thorning: Angreb på Hedegaard er afskyeligt

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tager på det skarpeste afstand fra angrebet på islamkritikeren Lars Hedegaard, der tirsdag blev forsøgt dræbt i sit hjem af en ukendt gerningsmand.

Helle Thorning-Schmidt udtaler i en skriftlig kommentar til Ritzau:

- Et angreb på Lars Hedegaard er en afskyelig handling, som jeg fordømmer på det kraftigste. Og det gør det kun værre, hvis handlingen har baggrund i et forsøg på at forhindre Lars Hedegaard i et bruge sin ytringsfrihed, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun understreger dog, at detaljerne om angrebet og ikke mindst motivet til det endnu ikke er klarlagt.

- Vi kender endnu ikke de nærmere omstændigheder. Politiet arbejder på højtryk med at finde ud af sagens sammenhæng, siger Helle Thorning-Schmidt.

Lars Hedegaard, der er formand for Trykkefrihedsselskabet, blev tirsdag forsøgt skuddræbt nær sit hjem efter håndgemæng med en udenlandsk udseende gerningsmand, bekræfter Trykkefrihedsselskabet.

Under foregivende af at ville aflevere en pakke til Lars Hedegaard, trak en 20-25-årig mand med anden etnisk baggrund end dansk, en pistol og affyrede skud mod Lars Hedegaard, der dog ikke blev ramt.

Den 70-årige Lars Hedegaard slap uden skrammer, da gerningsmandens pistol gik i baglås efter det første skud, der gik lige over hovedet på Hedegaard, oplyser politiet til Ritzau.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV