Thorning får sin milliard i rabat

EU's budgettopmøde er slut. EU-præsident Herman Van Rompuy skriver på twitter: Aftalen på plads. Rådet er enedes om MFF (EU's langtidsbudget, red.) for resten af årtiet. Det var værd at vente på.

De præcise detaljer i budgetaftalen for årene 2014-20 er endnu ikke kendt.

Men ifølge Ritzaus oplysninger var den danske kontingentrabat på en milliard kroner årligt bevaret i det nye forslag, Van Rompuy kom med midt på eftermiddagen. Ligesom Danmark kunne erklære sig tilfreds med både budgetloftet på lige under 1000 milliarder euro over de syv år og fordelingen af udgifter.

Den danske rabat består af en årlig reduktion i EU-bidraget på 130 millioner euro, svarende til 970 millioner kroner. De sidste millioner fremskaffes ved, at Danmark fremover skal betale mindre for at finansiere andre landes rabatter.

Aftalen faldt på plads fredag eftermiddagen efter maratonforhandlinger mellem de 27 medlemslande. EU-topmødet startede torsdag, fortsatte hele natten til fredag og trak ud til sidst på eftermiddagen, før Van Rompuy fandt fælles fodslag mellem EU-landenes vidt forskellige budgetønsker.

Et af de helt store indbyrdes slagsmål stod mellem Storbritannien, der krævede et så lille budget som muligt, og Frankrig, som ville bevare så meget EU-støtte til de franske landmænd som muligt.

Efter at medlemslandene er blevet enige, skal aftalen nu til forhandling i EU-Parlamentet, hvor flere af de fremtrædende politiske profiler på forhånd har udtrykt stor skepsis over for det kompromis, der tegnede sig.

- Jo længere man bevæger sig væk fra kommissionens forslag, jo større risiko er der for, at parlamentet forkaster aftalen.

- Vi er klar til at lave besparelser, men vi er ikke klar til at få EU-budgettet amputeret, sagde parlamentets formand, Martin Schulz, inden forhandlingerne var afsluttet.

Parlamentsformanden varsler samtidig, at det vil blive en hemmelig afstemning i EU-Parlamentet, så parlamentarikerne ikke kan stilles til regnskab i medlemslandene for at gå imod EU-ledernes aftale.

/ritzau/

 

Dagens Gossip