Thorning slår fast: Studerende må også yde

Der skal ikke laves grundlæggende om på SU-systemet, men det skal målrettes, for i Danmark er for mange unge for sent færdige med uddannelsen.

Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt på sit ugentlige pressemøde.

- Vi står også i en ny økonomisk virkelighed, hvor der skal prioriteres. Vi skal bruge pengene hvor de kan gøre størst gavn - alle må yde et bidrag, siger hun.

Allerede forud for præsentationen af regerings udspil senere tirsdag har flere medier kunnet afsløre dele af den kommende reform, der skal sikre, at de studerende kommer hurtigere gennem uddannelsessystemet.

Det vil ifølge regerings beregninger indbringe statskassen op mod to milliarder kroner.

Noget af det, der er sluppet ud, er, at det sjette SU-år fjernes for studerende, som har holdt mere end to års studiepause inden den videregående uddannelse.

Desuden bliver studerende automatisk tilmeldt alle eksamener, og SU'en stopper, hvis man ikke møder op til en eksamen i over seks måneder.

For at framelde sig en eksamen, skal man fremover søge om dispensation. Godtages den ikke, tæller en udeblivelse som et eksamensforsøg.

Studerende over 20 år, der stadig bor hjemme, får deres SU-beløb beskåret, og ifølge Jyllands-Posten bliver SU'en for hjemmeboende uanset alder afhængig af forældrenes indtægt.

Regeringen ventes at forhandle det nye SU-system på plads med forligskredsen bag SU-reformen - alle partier undtagen Enhedslisten og Liberal Alliance.

/ritzau/

 

Dagens Gossip