Ti turister slået ihjel på hotel i Pakistan

Bevæbnede mænd har natten til søndag stormet et hotel i det nordlige Pakistan og slået ti udenlandske turister ihjel. Ingen har endnu taget skylden for angrebet.

- Et ukendt antal mennesker kom ind på et hotel, hvor udenlandske turister opholdt sig, og åbnede ild, fortæller Ali Sher fra den pakistanske politistyrke.

- De dræbte ti udenlandske turister og flygtede, tilføjer han.

Der er endnu ingen sikre oplysninger om ofrenes nationalitet, men politiet har fået meldinger om, at flere af dem kan have været kinesere. Nyhedsbureauet AFP skriver, at der også er russere og ukrainere blandt ofrene.

Hotellet er placeret i et afsidesliggende bjergområde, siger pakistansk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det drejer sig om provinsen Gilgit-Baltistan, som grænser op til Kina og Kashmir og er kendt for sine smukke natur. Det er angiveligt første gang, at udenlandske turister er blevet angrebet i dette område.

Men selvom Gilgit-Baltistan traditionelt opfattes som en af de mere sikre områder i Pakistan, har det oplevet flere militante angreb i de senere år.

En højtstående pakistansk embedsmand siger, at der er sendt et stort antal sikkerhedsstyrker til området efter hotelangrebet.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV