Tivoli sender ansatte til østen

Er du i Singapore og lægger vejen forbi Sentosa Island i vinterferien, kan det være, at du føler dig hensat til Tivoli i København.

Og der er en forklaring: Flere af de ansatte i Tivoli er nemlig med til at fejre Sentosa Islands årlige internationale blomsterfestival, Sentosa Flowers, der holdes i anledning af det forestående kinesiske nytår.

Tivolis chefgartner, Tom Knudsen, skal lave en blomsteropsætning, og fire drenge fra Tivoli-Gardens Tambourkorps tager også turen og skal marchere og spille i det fremmede.

- En af Tivolis målsætninger er at være blandt Danmarks bedste arbejdspladser. Med det in mente har vi etableret et strategisk samarbejde med Sentosa Island, som er blandt de største operatører inden for turismeindustrien i Asien, siger Tivolis direktør, Lars Liebst.

Tivolis samarbejdsaftale med Sentosa Island, der er en af Asiens førende forlystelsesdestinationer, strækker sig over to år. Formålet er at udvikle koncepter indenfor turisme og service - og udveksle ansatte, kulturelle og gastronomiske tiltag.

- Det er godt for Tivoli at være til stede i Asien, som gennem årtier har oplevet masser af vækst, velfærd og stigende rejselyst. Vi skal hente inspiration udefra og samtidig være parate til at lære fra os, siger Lars Liebst.

Sentosa Island fejrede 40 års jubilæum sidste år. Tivoli fylder 170 i år. Sentosa har årligt 19 millioner gæster - Tivoli rundede sidste år fire millioner.

Direktøren i Sentosa Development Corporation, Mike Barclay, siger, man på sigt ser samarbejdet som en fremragende mulighed for at knytte stærke kulturelle bånd mellem Singapore og Danmark.

/ritzau/

 

Dagens Gossip