Tom Cruise slæber sladderblad i retten for historie om datteren Suri

Den amerikanske skuespiller Tom Cruise sagsøger et amerikansk gossip-magasin for injurier, efter at sladderbladet har bragt en historie om, at filmstjernen skulle have forladt sin datter Suri.

Søgsmålet lyder på hele 50 millioner dollar (knap 290 millioner kroner, red.), fortæller hans advokat.

30. juli i år kunne Mission Impossible-stjernen læse følgende overskrift på forsiden af magasinet Life & Style: "Grådkvalt Suri, forladt af sin far".

Sammen med teksten var printet et billede af Tom Cruises grædende datter.

- Tom er en omsorgsfuld far, som elsker Suri af hele sit hjerte. Hun er en stor del af hans liv og vil altid være det. Det er en ondskabsfuld løgn at sige, at han har "forladt" hende, siger advokaten.

- Det er forkasteligt at sige det i en sensationspræget overskrift med et billede af en grædende Suri, tilføjer advokaten.

Suris mor, Katie Holmes, fortalte 28. juni, at hun ville skilles fra Cruise efter fem års ægteskab.

To uger senere blev parret enige om en skilsmisseordning - Suri skulle bo ved sin mor, og Cruise kunne så komme besøge og bruge tid med sin datter.

Skuespillerens advokat afviser, at Cruise forsøger at score kassen på at sagsøge magasinet. Han vil blot have renset sit navn, lyder det.

 

Dagens Gossip