Tricktyv stjæler formue fra 89-årig

En 89-årig kvinde fra Randers blev tirsdag udsat for et tricktyveri, da hendes nøgler til boligen blev stjålet. Smykker og kontanter til en værdi på mellem 100.000 og 200.000 kroner blev stjålet, oplyser Østjyllands Politi.

Kvinden skulle med bussen ved middagstid i Randers, da hun blev kontaktet af den formodede gerningsmand, der pludselig fandt nogle mønter foran kvinden ved busstoppestedet.

Han rakte mønterne frem mod kvinden, der dog oplyste, at det ikke var hendes penge.

Manden klappede derefter kvinden på frakkelommen - for at give det indtryk, at der nok var hul i hendes lomme.

Derefter tog manden et stykke papir frem, hvorpå der stod "Låsbygade". Han spurgte nu om vej, men pludselig gik han alene fra stedet i retning mod Jyllandsgade.

Den 89-årige tog derefter bussen, men anede pludselig uråd, og hun konstaterede nu, at hendes nøgler til boligen var stjålet fra frakkelommen.

Hun tog derefter straks hjem, hvor hun konstaterede, at der fra hendes lejlighed i Sjællandsgade var stjålet kontanter og smykker for op mod 200.000 kroner. Den stjålne nøgle var angiveligt brugt til at komme ind.

Den formodede gerningsmænd beskrives som en mand, cirka 170 centimeter høj, omkring 30-35 år, sort hår med sideskilning.

Han var udenlandsk af udseende, talte gebrokkent tysk/engelsk, almindelig til spinkel af bygning, iført sort vindjakke med hvidt logo på brystet og blå jeans.

/ritzau/

Dagens Gossip