Tv-kendis: Cheerleader-drøm gav mig anoreksi

Først spiste hun kun en salat om dagen. Så skar hun ned, så dagens ration kun bestod af en kiks eller en vindrue. Til sidst gik hun i dagevis uden at spise.

Sådan beskriver realitystjernen Snooki, kendt fra serien 'Jersey Shore', den periode i sin teenagetid, hvor hun led af anoreksi.

Den 25-årige kendis taler ifølge Female First ud om sin mørke fortid i programmet 'Dancing With The Stars', det amerikanske svar på 'Vild Med Dans', hvor hun er en af de kendte deltagere.

Spiseproblemerne opstod ifølge Snooki selv, fordi hun var bange for at blive vraget som cheerleader.

- At være cheerleader fyldte hele mit liv i gymnasiet, men det var ikke altid nemt for mig. Jeg begyndte at udvikle anoreksi. Der startede nogle helt unge førsteårsstuderende piger, som bogstaveligt talt kun vejede 32 kilo, fortæller Snooki, der dengang gik under sit borgerlige navn Nicole Polizzi.

Hun følte sig så truet af sine tynde 13-14-årige konkurrenter, at hun begyndte at sulte sig selv for at tabe sig. Hun var meget ulykkelig, mens det stod på, fortæller hun.

Heldigvis kom hun ud af spiseproblemerne, og nu ser hun det som sin opgave at få mere fokus på det.

Realitystjernen blev for 13 måneder siden mor til en dreng, og netop rollen som forælder gør, at hun føler trang til at fortælle om sin oplevelse som teenager, fordi rigtig mange børn og unge oplever spiseforstyrrelser i en eller anden grad.

 

Dagens Gossip

Dagens TV